Genforeningen 1920-2020

Lørdag 28. marts 2020

Da Kong Christian lørdag den 10. juli 1920 red over den gamle grænse ved Kongeåen på sin hvide hest, markerede han officielt, at Sønderjylland nu igen var en del af det danske rige. Randers Kammerorkester og Randers Folkeuniversitet fejrer 100-året for genforeningen en hel lørdag fra kl. 9.30 til 15.00, hvor politikeren Bertel Haarder og tidligere højskoleforstander Ole Skov Thomassen står for ordene, og hvor Randers Kammerorkester spiller musikken.

Som både politiker og sønderjyde vil Bertil Haarder trække de lange linjer i Sønderjyllands historie, og han vil sætte fokus på forholdet mellem det danske og det tyske. Ifølge Haarder er den dansk-tyske mindretalsordning et enestående forbillede for resten af verden, hvor nationale mindretal overalt er en evig kilde til konflikt og krig.

Med den blå højskolesangbog i hånden skildrer Ole Skov Thomassen, hvordan genforeningen og danskheden fandt sit poetiske og lyriske udtryk. Ordene veksler med fællesang og musik fra bl.a. skuespillet Moderen, som Helge Rode skrev i 1920 til Det Kongelige Teaters fejring af, at Sønderjylland nu var tilbage i moderlandets favn. Carl Nielsen komponerede musikken, og foruden “Tågen letter” indeholder skuespillet ikoniske sange som “Min pige er så lys som rav” og “Som en rejselysten flåde”.

Dagens program:
Kl. 9.30 – Ankomst og kaffe i foyer
Kl. 10.00 – Velkomst i Koncertsalen
Kl. 10.15 – Bertel Haarder: Om genforeningen
Kl. 12.00 – Frokost
Kl. 13.00 – Ole Skov Thomassen og Randers Kammerorkester
Kl. 13.45 – Kaffe
Kl. 14.00 – Ole Skov Thomassen og Randers Kammerorkester
Kl. 15.00 – Afslutning

Billetprisen inkluderer frokost og kaffe

Arrangører:
Vorup, Kristrup, St. Clemens Højskoleforeninger,
Højskoleforeningen for Randers og Omegn, Randers Amts
Historiske Samfund, Grænseforeningen, Randers Bibliotek,
Randers Folkeuniversitet og Randers Kammerorkester.