Fromseier Hockings

Onsdag 15. august 2018

Sammenspillet og de tætte vokalharmonier sidder lige i skabet, når Fromseier Hockings byder på en aften med folkemusik og sang.

Der er samspil på et ganske særligt niveau, når ægteparret Fromseier Hockings indtager scenen som en duo. Til august spiller de i Randers i Helligåndshuset, og man kan godt begynde at se frem til at opleve duoens helt særlige musikalske kemi på scenen og deres stemningsfyldte, varme og følsomme optræden.

Ditte Fromseier Hockings er oprindeligt fra Bornholm, og på repertoiret er blandt andet melodier og sange fra hjemøen. Sigurd Hockings er flasket op med blues, heavy metal og traditionel engelsk morrisdans, og de mange musikalske udtryk har gjort ham til en af de mest alsidige guitarister på den danske folkemusikscene.

Fromseier Hockings har efterhånden høstet en hel del anerkendelse, og i 2015 modtog de en Danish Music Award og den prestigefyldte “Årets Livenavn 2015” fra Dansk Musiker Forbund.