En faders sorg

Torsdag 25. marts 2021

Dette arrangement er desværre aflyst som følge af de forlængede corona-restriktioner pr. 24.02.21. Alle billetkøbere har fået direkte besked.

I et langt tilbageblik skildrer Gustav Mahler i sin sidste fuldendte symfoni alt det, som hører livet til: Glæden, sorgen, triumfen, melankolien, sejren og fortabelsen. Side om side står en næsten overjordisk musikalsk skønhed, en grotesk overstadig munterhed og en diabolsk uforløst hæslighed som en afspejling af det liv, Mahler havde levet.

De usikre og uregelmæssige hjerteslag i begyndelsen af første sats udstiller menneskets skrøbelighed og Mahlers kvælende dødsangst, mens et overvældende intenst nærvær af musikalsk skønhed fylder hele sidste sats. For Mahler blev symfonien også et musikalsk mindesmærke og et udtryk for sorgen over hans afdøde datter Maria Anna.

Marc Soustrot dirigerer et samarbejde mellem Aarhus Symfoniorkester, Randers Kammerorkester og Det Jyske Musikkonservatorium. Billetter købt i Værkets billetsalg inkluderer gratis bustransport til Musikhuset Aarhus. Afgang fra Værkets parkeringsplads kl. 18.15.

Repertoire:
Gustav Mahler: ‘Symfoni nr. 9’