Emil fra Lønneberg

Søndag 3. marts 2019

Som den næste i perlerækken af herlige familieforestillinger præsenterer Folketeatret nu historien om den godmodige ballademager Emil Fra Lønneberg

En storetå i musefælden, et beruset grisepjok og en lillesøster i flagstangen. Listen over Emils skøre påfund er lang, og som altid er han fyldt med gode ideer. Men det ender næsten altid galt, og så er det kun et spørgsmål om tid, før det karakteristiske brøl ”Eeemil” giver genlyd i hele Katholt. Brølet kommer fra Emils far og betyder, at Emil må bruge resten af dagen i det aflåste værksted, hvor han kan tænke lidt over sine skarnsstreger, mens han snitter træmænd.

Mens Georg Riedels musik spilles fra scenen under ledelse af komponist Anders Ortman, er der dømt glædeligt gensyn med lillesøster Ida, malkepigen Line, karlen Alfred, Emils bekymrede mor og Tyttebær-Maja, Tumpe-Jokum og Bette-Rikke fra fattiggården, der alle bliver udsat for Emils drengestreger. På trods af det holder de alle af skarnsknægten, der om nogen har hjertet på rette sted.

Folketeatret er kendt for sine flotte familieforestillinger og har tidligere stået bag blandt andet ’Skatteøen’, ’Ronja Røverdatter’, ’Hodja fra Pjort’ og senest eventyret om ’Peter Pan’, der kunne opleves på Værket i marts 2018. Både ’Peter Pan’ og ’Emil fra Lønneberg’ har Michael Slebsager i hovedrollen.

Forfatter: Astrid Lindgren
Oversættelse og bearbejdelse: Ninette Mulvad
Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen
Scenografi: Nadia Nabil
Kapelmester: Anders Ortman – sidder på scenen
Medvirkende: Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jesper Riefensthal, Tine Gotthelf, Morten Bo Koch, Sofie Alhøj m.fl.