Dybvaaaaad!

Onsdag 9. oktober 2019

Komiker Tobias Dybvad tager i efteråret rundt og optager en helt ny sæson af sit populære tv-program 'Dybvaaaaad!'.
Det betyder et show på Værket i Randers, og du kan komme med!

‘Landmand søger Kærlighed’, Mig og Min Mor’, regionale nyheder og naturprogrammer. Intet tv-program kan vide sig sikker, når komiker Tobias Dybvad sammen med sit hold af tv-kiggere gennemtrawler sendefladen og filtrerer det sjoveste, det skøreste og de største “ups’ere” fra til det populære ‘Dybvaaaaad!’, der nu skal til at optage 10. sæson.

Det gør de blandt andet hos Værket i Randers, og du kan komme med, når Dybvad dukker op med sit show, der også byder på gæstekomikere og alt i alt en underholdende comedy-aften for de fremmødte publikummer.

Eller som Tobias selv formulerer det:
“Så tager du lige og rubber neglene, Kammerat Bladfjeder, og redder dig et par billetter til optagelserne af Dybvaaaaad! Sæson 10 – inden de bliver flået væk som var de nyudsprungne gladiolusser! Som altid er der gæstekomikere med, og vi sætter en ære i at have mere fokus på show end på tv-optagelser, så kom og hyg med os!”

Min. alder 15 år.