Dizzy Mizz Lizzy

Fredag 5. marts 2021

Det legendariske danske rockband inviterer publikum indenfor til en sjældent set siddende koncert, hvor de spiller deres nyeste album Alter Echo i sin fulde længde - og supplerer med højdepunkter fra de tidligere albums helt tilbage til debuten i '94.

Da corona satte en kæp i hjulet for Dizzy Mizz Lizzys arena-tour i 2020, måtte der tænkes kreativt. Det danske hit-rock-band har nemlig også et helt nyt album i bagagen, 2020s Alter Echo, men ikke haft muligheden for at spille det for fans endnu. Derfor blev Martin Nielsen, Søren Friis og Tim Christensen enige om at rejse ud på en lidt anden turné, der tager dem omkring steder, de ikke normalt kommer så ofte – og give fans en unik Dizzy Mizz Lizzy-koncert i en siddende setting, hvor der for alvor er plads til at dykke ned i de nye sange – og dyrke de gamle hits.

”Vi prøver at få det bedste ud af situationen, og når nu publikum alligevel skal sidde ned, kan de lytte mere koncentreret, og derfor vil vi præsentere hele Alter Echo fra start til slut. Den slags har vi aldrig prøvet før,” fortæller Tim Christensen.

Dizzy Mizz Lizzy debuterede tilbage i 1994 med det selvbetitlede album, der er gået hen og blevet kult inden for dansk rock. I en kombination af hårde rock-sange med groove og melodiske riffs og de følsomme, men kraftfulde power-ballader skrev Dizzy Mizz Lizzy sig ind i dansk rocks historie allerede tidligt i karrieren.

Efter en pause på 12 år, hvor frontmand Tim Christensen blandt andet lancerede en succesfuld solokarriere, vendte Dizzy Mizz Lizzy stærkt tilbage – først i 2010 med en udsolgt genforeningstour- og senest i 2015, hvor de annonceret det første af to nye albums fra bandets hånd: ‘Forward in Reverse’ fra 2016 og 2020s til tider tungere udspil ‘Alter Echo’.

Udover live-opførelsen af Alter Echo kan man godt forvente genhør med det ærefrygtindgydende bagkatalog med hits som ‘Waterline’, ‘Silverflame’ og ‘Glory’.
Glæd dig til Dizzy Mizz Lizzy på Værket.

Billetsalget starter fredag 20. november kl. 10.00