De Forbudte Sange

Fredag 9. oktober 2020

- med Bodil Jørgensen & Martin Schack Trio

I 2020 runder vi 100-året for Danmarks Genforening med Sønderjylland. Dét markerer skuespiller Bodil Jørgensen sammen med pianist Martin Schack og hans dygtige trio på Værket i efteråret med ‘De Forbudte Sange’.

Efter den 2. Slesvigske Krig og nederlaget i 1864 mistede Danmark en tredjedel af landet til tyskerne og nationalidentiteten led et stort knæk. I det tabte land forsøgte man at holde fast i sin dansk-kulturelle baggrund – især gennem sange ved offentlige møder i privaten. Det oplevede den tyske statsmagt som protester, og de forbød flere af sangene i Den Blå Sangbog.

I 1920 efter tyskernes nederlag i 1. Verdenskrig kunne Sønderjylland stemme sig hjem til Danmark igen. Til efteråret – 100 år efter – kan du glæde dig til en genforeningsforestilling med kant, når den folkekære skuespiller Bodil Jørgensen dykker ned i de af tyskerne Forbudte Sange.

Skuespilleren præsenterer den dengang censurerede del af Danmarks sangskat med sin naturlige indlevelse, humor og kærlighed. Bodil Jørgensen vil fra scenen fortælle om historien og vinkle de enkelte sange med anekdoter og på en måde, der vil efterlade et varigt minde hos publikum.

Hun har allieret sig med den fremragende arrangør og pianist Martin Schack, bassist Jesper Hindø og trommeslager Martin Klausen. Sammen skaber de en forestilling, hvor ord og musik sammen belyser en tid, der har været afgørende for vores selvfølelse som danskere i dag.

Skuespilleren er en central figur i markeringen af Genforeningen i 2020. Her kan du se hendes morsomme tale til nationen: “Genforeningen, hva’ rache det dæ?’.