Bøvl – Nils Villemoes på slap line

Onsdag 6. marts 2019

Nils Villemoes besøger Værket med sit underholdende foredrag om ledelse, udvikling, strategi og samarbejde - kort sagt BØVL!

Nils Villemoes er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere, når det kommer til underholdende indsigt i det moderne erhvervsliv.
Villemoes har igennem fire årtier revset, drillet og udfordret erhvervslivet og den offentlige sektor og har gang på gang vist sine fantastiske evner til at spidde samfundsudviklingen, ledelsesteorier og -tendenser med en stor portion humor og skæve indfaldsvinkler.

Til foråret kan du opleve Villemoes stærkt inspirerende og morsomme foredrag ‘Bøvl’, der er en tour de force udi at gøre vores daglige begreber som strategimøder, organisationsudvikling og samarbejdsrammer underholdende og vedkommende – både for dem, der leder, og dem, der bliver ledet.

Villemoes har mere end 35 års erfaring som lektor ved Institut for Organisation og Virksomhedsledelse på Handelshøjskolen i Aarhus og ekspert i ledelse, udvikling og strategi. Det er denne enorme erfaring, der gør Villemoes i stand til – på en skæv facon – at se nærmere på følgende spørgsmål:

– Hvordan er samfundet skruet sammen?
– Hvorfor skal alting hele tiden laves om?
– Hvorfor går ledelse tit op i en spids?
– Hvad ligger der i bunden af lederSKABET?
– Hvor går udviklingen hen, når vi sover?

Udover den direkte kobling til vores arbejdsliv går foredraget også ud på at ’se’. For hvert eneste menneske lever i sin egen virkelighed, og livet kan sammenlignes med en ledelsesopgave med én eneste medarbejder – os selv.