Peter Sommer – Artist Talk

Fredag 5. oktober 2018

Turbinens næste Artist Talk giver dig muligheden for at komme helt tæt på den danske troubadour og mesterlige ordsnedker Peter Sommer gennem et dybdegående live-interview i Turbinens atmosfæriske og afslappede lounge.

Forud for Peter Sommers koncert på Turbinen vil musikjournalist Michael Gonzalez (Gaffa) interviewe sangskriveren ”for åben scene”, og du har muligheden for at sidde med som publikum.

I marts udkom Sommers femte soloalbum, ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’, hvor den nu 43-årige sanger og sangskriver for alvor har omfavnet kærligheden i sin musik og er et helt andet sted i livet, end da han udgav 2013’s Alt Forladt efter en skilsmisse. Nu er han gift med ungdomskæresten Marianne efter flere års ”off-again-on-again”-forhold, og sangskriveren kalder selv nummeret Sand Kærlighedshistorie for den første rigtige kærlighedssang, han har skrevet.

’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ vakte stor begejstring hos anmelderne, hvor BT kvitterede med 5/6 under overskriften: ”Peter Sommer overgår sig selv: Nyt album lyder som en drøm”. Med Turbinens Artist Talk kan du komme med bagom Peter Sommers tekstunivers og det nye album, og hvor dette live-interview fører hen, er der ingen, der kan spå om, men det er sikkert og vidst, at det bliver en enestående aften og vil give en større forståelse for Sommers efterfølgende koncert.

Der bliver kun udstedt 45 billetter til aftenens Artist Talk, og de kan købes for 50,- inkl. gebyr, og så følger der en drink med i prisen. Køb forudsætter, at man har billet til aftenens koncert med Peter Sommer.

Læs meget mere om Peter Sommer og denne aftens koncert her.