Anders Matthesen: JOKES – fra en hvid, straight mand

Ekstra
Lørdag 5. november 2022

Glæd dig til en forrygende standup-aften med Anders Matthesen, når han besøger Store Sal med helt nyt materiale til efteråret.

Anders Matthesen er tilbage med spritny stand-up, som vi kender det bedst – Matthesen, en mikrofon og en kæmpe pulje af jokes. Turnéen har fået titlen: ´JOKES – fra en hvid, straight mand´.

Som sædvanlig tager Matthesen udgangspunkt i sin egen navle, og hans groteske og underfundige observationer af det, vi alle sammen kender, græmmes og undres over. Emnerne er særdeles blandede og den gennemgående fællesnævner og røde tråd er jokes, jokes og masser af jokes – og den helt store kæmpegriner.

Om sin kommende turné rundt i det ganske land fortæller Anders:

Jeg tror, vi allesammen har længtes efter noget at grine af. Og jeg har virkelig savnet at optræde og komme ud og optræde og møde mit elskede livepublikum. Jeg kan slet ikke vente på at se dem alle sammen på spillestederne. Denne gang bliver det ren stand-up fra øverste hylde. Hvis det skal lade sig gøre at turnere under pandemi og krig, er det nødvendig med et let-omstilleligt set-up … så det eneste jeg har med er mikrofonen, mig selv … og jokes – masser af jokes. Gør jer klar … Det bliver optur!!

Den altid hittepåsomme og idérige Anders Matthesen har udviklet sit nye standup-materiale på Fanø i efteråret 2021 og har løbende udviklet og finjusteret til den nuværende form, hvor kun det bedste har overlevet. Han er ikke typen, der ligger på den lade side, så i de senere år er det også blevet til en efterfølger til den rekordsælgende Ternet Ninja, der igen slog salgsrekord, og som han ikke mindst skrev dansk filmhistorie med da han i marts 2022 vandt en Bodil i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle for sin stemmepræstation – hvilket er første gang, det sker i prisens historie. Han har også haft tid til at skrive selvhjælpsbogen til selvhjælp ‘Livsstil er en livsstil’, og så kan du følge hans podcast ‘Den hvide væg’, der handler om blandt andet den kreative arbejdsproces.