Anders Matthesen – ANDEN bringer ud

Lørdag 26. januar 2019

Anders Matthesen er klar med nyt materiale i 'ANDEN bringer ud', hvor han leverer klassisk Matthesen-standup lige til døren - ud til de mange fans dér, hvor de er. Til januar kan han opleves i Værkets Store Sal.

Anders ”Anden” Matthesen bjergtog anmeldere og publikum med et enormt jubilæumsshow i Københavns Royal Arena og Hernings Jyske Bank Boxen i efteråret og satte billetsalgsrekord med 75.000 solgte billetter på bare otte dage. Efter dagbladene kastede fem- og seksstjernede anmeldelser efter jubilæumsshowet, har fans over hele landet håbet på at få komikeren at se i deres byer.

Og Anders Matthesen har lyttet. I januar tager han ud på en kæmpe danmarksturné, hvor han besøger små og store spillesteder i byer over hele landet. Kufferten er fuld af helt nyt, uset materiale – det bliver klassisk Matthesen-standup leveret lige til døren.

Anders Matthesen vender nemlig tilbage til disciplinen, han er rundet af og hvor det hele startede – standup. ’ANDEN bringer ud’ er Anders Matthesen i den enkelte, men effektive og enormt underholdende form: bevæbnet med en mikrofon og sin krøllede hjerne.

”Jeg glæder mig helt vildt – både til at være ude blandt folk igen men også til at vende tilbage til klassisk standup uden et manuskript. Det bliver nogle aftener, hvor alt kan ske, og hvor materialet kan tage den drejning, det vil. Det er der, der virkelig kan opstå magi mellem publikum og mig.”

Så tag plads i Store Sal til en magisk aften med et helt nyt show fra manden, som BT kalder ”denne tids ubestridte, ukronede konge af dansk comedy.”