10cc

Lørdag 8. februar 2020

Med numre som 'I'm Not in Love', 'The Wall Street Shuffle' og 'Rubber Bullets' cementerede 10cc sig som et af 70'ernes allerstørste art rock-bands. Til februar besøger det ikoniske band Værket for første gang i 13 år og genopliver lyden af dengang.

9. februar 2007 stod det britiske band 10cc i Værkets Store Sal og spillede en intens koncert med de største hits fra det bagkatalog, der var med til at gøre dem genredefinerende inden for art rocken og løftede dem op i selskab med bands som Procol Harum, The Moody Blues og Pink Floyd.

13 år efter – næsten på dagen – går de igen på scenen i Store Sal og skaber glædeligt genhør med all time-klassikere som ‘I’m Not in Love’, ‘The Wall Street Shuffle’ og ’Rubber Bullets’ der udgjorde en ikke uvæsentlig portion af 70’ernes lydspor. Endnu en gang er det hitmager Graham Gouldman, der er i front, og han har i 50 år været kendt som en sangskriver af en helt særlig kaliber. I en alder af blot 19 år skrev han sangen ‘For Your Love’, der solgte en million singler, da den blev indspillet af The Yardbirds med en ung Clapton på guitar.

10cc fik sit navn i ’72 efter deres manager drømte, at han stod foran Londons Hammersmith Odeon og læste en plakat med: ”10cc – Verdens Bedste Band”, og bandet blev en kæmpe succes i 70’erne. Blandt andet ved at slog sig op på at flirte med en masse forskellige musikgenrer og fusionere dem til nye musikformer og variationer. Det har givet bandet et bagkatalog, det veksler mellem det rå og det rockede og det eksperimenterende og det progressive.

11 studiealbums er det blevet til for det britiske rockband, der samtidig har været gennem pauser, brud, gendannelser og udskiftninger, men hvis hits og musik har vist sig at være eviggyldige og i stand til at stå tidens prøve – ikke mindst takket være sangskriver og hitmager Graham Gouldman. 13 år og 1 dag efter er han igen i front på Store Sals scene og giver publikum et glædeligt genhør med de legendariske hits. En tur tilbage til 70’erne, du ikke må glip af!

Billetsalget starter onsdag 21. august kl. 11.00.