Værkets 25-års jubilæum

1. oktober 2015 kunne Værket fejre 25-års jubilæum som musik- & teaterhus

Det blev fejret med 10 festlige jubilæumsdage, hvor især lørdag 3. oktober var en ganske særlig dag.

Her bød Værket sammen med Randers Musikskole og Randers Egnsteater velkommen til åbent hus med fri entré og mange spændende oplevelser. Bl.a. rundvisninger på hele Værket-området og koncerter for både børn og voksne. Om aftenen bød The Antonelli Orchestra op til dans til et brag af en fest i Ridehuset med 25 hits fra de sidste 25 år.

Herunder kan du læse artiklen “Værket vokser videre” af journalist Lissen Jacobsen og se, hvad Værket og vore gode samarbejdspartnere præsenterede under jubilæet.

På siden Værkets historie har vi samlet billeder fra bl.a. den store ombygning af Værkets bygninger i 1989. Her finder du også mange andre historiske billeder af det gamle elektricitetsværk og Ridehuset.

Læs artiklen "Værket vokser videre" af journalist Lissen Jacobsen

Højt til loftet – det er der også mentalt set i koncert- og kulturhuset Værket i Randers. På de nu 25 år siden åbningen er byens tidligere kommunale elværk blevet et kulturelt kraftværk. Nu har det endnu en gang vokseværk og åbner i maj 2016 Turbinen som permanent, rytmisk spillested.

Sjæl, store ambitioner og optimale rammer. Værket har det hele: En sjæl, man ikke bare lige kan bygge sig til. For den ligger i bygningernes mere end 100-årige historie, i arkitekturen fra dengang og i det arbejde, som blev udført her i mange år. Sjælen ligger også i alt det, der er sket i de seneste 25 år som et levende kulturkraftværk med ambitioner, mange ildsjæle og i rammer, der hele tiden udvides og udvikles.

Randers fik sit dengang topmoderne elværk i 1906. Det blev bygget på et område nord for byen, og her har kulturdynamoen Værket ligget siden 1990. Byrådet i 1980’erne var fremsynet nok til at kunne se de gamle bygningers muligheder, for det var et byggeri, man var stolt af: God arkitektur bygget i kvalitetsmaterialer og ualmindeligt ordentligt håndværk udført med dygtighed og kærlighed i alle detaljer. Byrådet var på kulturel forkant og vedtog, at de gamle bygninger på Mariagervej skulle fortsætte som byens kulturelle centrum, og Værket er for længst integreret i både bymidten og i byens DNA.

Byggeriet af Værket gik i gang i 1985 med arkitekt Søren Svejgaard som projektleder. Det blev en formfuldendt forvandling af 20.000 etagemeter fra turbinehaller til musik- og teatersale, og den 1. oktober 1990 åbnede Randers bys nye stolthed. Værket har siden fastslået sin nødvendighed og succes med bl.a. sine store gæstespil med internationale kunstnere, og et publikumstal på godt 100.000 årligt taler sit eget sprog.

Stærk profilering
Jens Okking var Værkets første leder, men han stoppede før åbningen. Derefter stod Henning Laursen i spidsen for musik- og teaterhuset indtil 2000. Værkets nuværende musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted forestod ombygningen af Teatersalen, der allerede var blevet for lille. Den fik nu 1002 pladser, et nyt scenetårn og navnet Store Sal. Den nye Store Sal stod færdig i 2001. Værket er et helt igennem professionelt hus med et meget højt ambitionsniveau. Der har hele tiden været stort fokus på at præsentere den allerbedste kvalitet på de syv scener og på at vise noget ganske særligt. Som et af de første scoop var den russiske Bolshoi Ballet på gæstespil, og det er fortsat et højdepunkt i Værkets historie og en vigtig del af husets profilering.

”Med så mange sale og de bedste faciliteter kan vi lægge scene til verdens største artister – og det gør vi. Vi har gennem årene kunnet skabe de meget tætte kontakter til kunstnere i hele verden, der er en forudsætning for gæstespillene. Det er nødvendigt at have en arrangementsprofil på et meget højt niveau, og det gælder i alt, hvad vi præsenterer”, fortæller Mikael Qvist Rørsted, som også peger på det gode samarbejde med Værkets naboer og samarbejdspartnere: Randers Musikskole, Randers Egnsteater, Randers Teaterforening, Kammermusikforeningen Brage og Randers Kammerorkester.

Står aldrig stille
Værket har været og ønsker at være i konstant udvikling. Ud over at være et musik- og teaterhus, der præsenterer verdens største stjerner som f.eks. Bolshoi, Daniel Barenboim, Kraftwerk, Willie Nelson, Tom Jones og Nick Cave – bemærk diversiteten – så vil Værket nu ombygge og restaurere det rytmiske spillested Turbinen. Det skal være et selvstændigt spillested med sin egen profil og være en vigtig scene for både rytmiske verdensstjerner, smalle men lovende navne og for nye i vækstlaget. Musik- og teaterhuset går hermed helhjertet ind på den rytmiske scene, og Turbinen vil efter den gennemgribende renovering være et optimalt og ikke mindst permanent spillested for den rytmiske musik. Det kan lade sig gøre takket være en donation på 10 millioner kroner fra Købmand Herman Sallings Fond – en formidabel jubilæumsgave. Spillestedet står færdigt i maj 2016 og får plads til op til 350 stående publikummer.

”Det er en sådan donation og i det hele taget på grund af vores loyale og generøse sponsorgruppe, at alt dette kan lade sig gøre. Byrådet og kommunens positive tilgang er lige så vigtig, og så er Værket begavet med fantastiske medarbejdere. En del har arbejdet her i alle 25 år, og andre er yngre, kompetente kræfter. Uden dem gik det ikke”, fastslår den kunstneriske leder.

Værket står heller ikke i jubilæumsåret stille, men derimod på spring til de næste 25 år.