KGBio: Virgin Mountain

Fredag 29. september 2017

Fem stjerner fra EKKO. En film om endelig at tage hul på livet ...

Fúsi er 43 år, bor hjemme hos mor, er overvægtig, ensom, leger med miniaturesoldater og mobbes på jobbet. For at føle sig tryg i hverdagen har Fúsi opstillet en række rutiner, som han følger slavisk. Lige indtil han bliver introduceret for linedance og møder den livsglade Sjöfn.

Den islandske instruktør Dagur Kári Petursson har et vist slægtskab med instruktører som Jim Jarmusch og Kaurismäki-brødrene.

I anmeldelsen af filmen skrev filmmagasinet EKKO bl.a.:

“Fúsi har det bedre sammen med legetøj end med mennesker. Skellet mellem barn og voksen er én, han ikke har krydset, men det er den barnlige styrke og stædighed, han trækker på, da han skal tage sig af Sjöfn, da en depression paralyserer hende.

Badet i det kolde, vandede lys af Reykjavík om vinteren er Virgin Mountain som et glimt ind i et menneskeakvarium – fascination på afstand. Der er empati i filmens følsomme, mobile, men aldrig rystende kameraarbejde. Men der er også en distance, som for eksempel kommer til udtryk i de mange syn gennem glas – vinduer, forruder – der ses gentagne gange i filmen.”

Filmen fik fem ud af seks stjerner.