Velvet Volume

Lørdag 11. november 2017

Velvet Volume spiller rå og autentisk rock.

Der er ingen tvivl om, at bandets tre medlemmer lever og ånder for rockmusikken. Nogle af forbillederne tæller klassiske rock-navne som Rolling Stones, Jimi Hendrix og Pixies, fordi de ifølge bandet repræsenterer det ægte. Noget som pigerne i Velvet Volume selv forsøger at efterleve. ”Musik skal ikke bare minde om alt det andet og være et hit for én enkelt dag og så blive glemt igen. Det skal være noget originalt. Nogle gode klassikere”.

Velvet Volume har tidligere udgivet to dobbeltsingler, bl.a. sangene ‘I Think I Need You’ og ‘Honey’, som bandet har optrådt med til P6 Beat Rocker Koncerthuset i 2015, hvor bandet modtog stående ovationer fra et fyldt Koncerthuset.

Anmelderne har flere gange været begejstret for bandets livekoncerter. “Stor aften med dansk band, der kan gå hele vejen”, ”Hjemmebanesejr”, “Lokale heltinder gjorde det umulige”, “Uden tvivl Årets Koncert”, “De spillede den bedste koncert i år. Punktum.” er blot nogle af de udtalelser pressen efterlader sig i kølvandet på en koncert med Velvet Volume.

Gaffa tildelte bandet 5 ud af 6 stjerner for koncerten på årets SPOT Festival og skrev bl.a. “De spiller fremragende, sammen og hver for sig, og samtidig har de hele to stilsikre frontfigurer: Bassist Naomi Lachmi med den melodiske og sødmefulde popstemme og guitarist Noa Lachmis mere aggressive og punkede vokal. De to synger duetter i adskillige sange, og deres vokaler fungerer fortrinligt både sammen og som kontraster til hinanden.”

Fra 2015 og frem har bandet udgivet fire singler, og seneste udspil kom den 19. maj i år. Denne femte markerer, med bandets udsagn, “begyndelsen på en ny epoke”. Sangen kombinerer musikalsk tyngde med en legende og original tilgang til rockgenren.

Om singlen siger de tre bandmedlemmer Noa, Naomi og Nataja:

“Nummeret ‘Leap Into Heaven’ handler om disciplin og selvkontrol. Man forsøger at vænne sig til en ny
tilværelse, efter man har været vant til en meget struktureret hverdag, f.eks. i gymnasiet. Alle
omkring én har travlt med at fortælle, at man skal huske at gribe chancen, mens man har
den. Og det vil man jo enormt gerne, men i pressede situationer virker det nemmere at
række ud efter kærlighed, tryghed og omsorg. Man ender ofte med at overgive sig til den, i
stedet for at bruge energien på at tage sig sammen til at tage springet.”

Singleudgivelsen er første udspil fra bandets kommende debutalbum, som rammer gaden den
6. oktober fra Mermaid Records. ‘Leap Into Heaven’ er valgt som førstesingle, fordi sangen i
løbet af kun knap fire minutter formår at indkapsle og udfolde præcis den smittende energi,
Velvet Volume har på live-fronten.