Tobias Dybvad – Fasser partner

Fredag 2. februar 2018

I et nyt onemanshow fortæller Tobias Dybvad om jagten på kærligheden, når man endnu en gang er ude på singlemarkedet, men denne er blevet 36 år gammel. Det er forsvindende, Tobias Dybvad har datet sådan rigtig aktivt i sit liv. Men i løbet af det sidste år har han for alvor kastet sig ud i alt fra dating-apps og uopfordret media-macking til at invitere kvinder ud, han møder på gaden. Det er der kommet en perlerække af mislykkede scoringsforsøg ud af. Nederlag er altid pragtfuldt standupmateriale, så glæd dig til et decideret pragtfuldt show!

Fasser Partner fortsætter i den charmerende, sjove ånd, der har gjort Tobias Dybvad til en af landets mest populære komikere, og giver os et satirisk indblik i hans liv.

“Man gør sig jo ikke særlig attraktiv, så snart man annoncerer, at man søger en kæreste – der skal man helst gerne spille lidt kostbar – og den sårbarhed, der ligger i den der udmelding, er overraskende sjov at snakke om på scenen”, fortæller Tobias Dybvad og tilføjer:

“Så showet er ikke i sig selv en jagt på kærligheden. Altså, det er ikke sådan, at jeg turnerer landet tyndt for at finde en kæreste. Hvis jeg gjorde det, ville showet have heddet: “Jeg er overhovedet ikke klar til et forhold lige nu”!

Tobias Dybvad har efter 15 år på scenen for alvor fået banket sit navn fast, både i og uden for standupbranchen. Med sin stærkt selvironiske stil og skarpe, grænsesøgende pointer formår han at udfordre både genren og den verden, han udstiller.

Han har løbende modtaget flotte anmeldelser for sit komiske talent, bl.a. for de to onemanshows “Sjov mand – klam personlighed” samt “Er det ikke dig fra Dybvad?”, og har med tvprogrammet “Dybvaaaaad” skabt en af de absolut største succeser på TV 2 Zulu nogensinde.

Nu er han klar med sit tredje onemanshow og en hudflettende ærlig opdatering på sit kærlighedsliv.

“Det er helt sikkert et show, du kan relatere til, hvis du har prøvet at være single. Eller været i et parforhold. Eller trådt i en hundelort”, siger Tobias Dybvad.