The Whitney Houston Show

Fredag 10. november 2017

En kæmpe succes er tilbage - nu også mulighed for afterparty og dansemekka i Turbinen!

“The Whitney Houston Show” trak fuldt hus, da det sidst var i Randers, og derfor er det os en fornøjelse at præsentere showet endnu en gang.

Det kræver sin stemme at fylde Whitney Houstons repertoire flot ud, og det kan Belinda Davids. 15.000 gik til de auditions, som blev holdt i 11 forskellige lande, da man ville sætte dette Whitney Houston-hyldestshow op for nu fire år siden, og valget faldt på Belinda Davids. Hendes helt store idol har lige siden ungdomsårene været Whitney Houston, hvis sange hun fra da af øvede sig i at synge til perfektion, og hun deltog i talentshows og optrådte for familie, venner og på gaden.

Belinda Davids’ stemme og showtalent blev opdaget, og hun fik mulighed for en karriere med egne sange. Hun var bl.a. support på Michael Jackson’s “History Tour”, inden hun hørte om denne audition og greb chancen.

Hendes stemme spænder over fire oktaver og er så meget lig Whitney Houstons, at hun til en koncert i Hong Kong af publikum blev bedt om at synge et nummer a capella, fordi de følte sig overbeviste om, at hun blot mimede til en original afspilning af Whitney. Den formodning modbeviste Belinda Davids til ”I Will Always Love You” og fik stående bifald.

Showet er en totimers Las Vegas-like performance med fire topdansere på scenen og live-orkester – ud over Belinda Davids’ slående store stemme som Whitney. Whitney Houston er en af de stjerner og stemmer, som med en gribende karriere nåede at mejsle sig ind i folks hjerter verden over trods sin alt for tidlige død. Denne aften hylder vi hende!

Afterparty i Turbinen

Når Whitney Houstonshowet slutter i Store Sal, fortsætter festen på “den anden side af gaden” i Turbinen. Spillestedet omdannes for en aften til dansemekka, hvor Houstons allermest danseindbydende numre
bliver suppleret med andre danseglade hits af den lokale DJ Dreier.

Entréen til afterparty er kr. 100 og indeholder også en velkomstdrink. Den står på god stemning, hygge, dans og cocktails i diskokuglens skær til kl. 02.00.

Har du allerede sikret dig billet til showet, kan du tilkøbe billet til afterparty her.