The Sandmen

Fredag 6. oktober 2017

Det erfarne og stærke liveband, The Sandmen, tager på ny turné med både nye og gamle numre.

The Sandmen er tilbage. Ikke bare som band, men også i Turbinen. Bandet spillede første gang på den scene, vi i dag kender som Turbinen, i begyndelsen af 1990’erne. Det var en vild, stærk og intens koncert med hits som “Don’t Let Me Down”, “Long Leg Sally” og selvfølgelig “Five Minutes Past Loneliness”, alle tre fra albummet “Sleepyhead”, som var en kæmpe succes i 1992 – dengang, man drønede ind i den lokale pladeforretning og købte et album, når man enten havde læst i avisen eller hørt i radioen, hvilke bands var ude med nyt. Det var dengang, internettet var fremtid, og dengang nogle ivrigt diskuterede, om den gammeldags vinyl trods skrat nu ikke var bedre end den der moderne cd 🙂

Nok om nostalgi, for selv om The Sandmen for mange oser af nostalgi, er det samtidig et band, som har genopfundet sig selv gennem årene. Både som band efter opløsning og pauser, men også musikalsk. Det seneste album “Den Bedste Dag” fra 2014 har en klar Sandmen-lyd over sig, hvilket uundgåeligt også skal tilskrives forsanger Allan Vegenfeldts karismatiske vokal, men det er samtidig et “nyt” The Sandmen. Det er bandets første udgivelse på dansk.

“The Sandmen har gennemgået et både lyrisk og musikalsk hamskifte med deres første dansksprogede udgivelse, »Den Bedste Dag«, der bejler til titlen som årets bedste danske rockalbum.” Sådan skrev Berlingske i anmeldelsen og gav fem stjerner.

Hvad vil de så nu, The Sandmen? Hvad kommer de med? Selv siger de: “Det hårde, det smukke og det smadrede – på dansk og på engelsk, nyt og gammelt, flere beats, mere syre og mere larm.”

Som indledning på et nyt samarbejde med pladeselskabet Playground Music udgiver bandet en 7”-vinyl på Record Store Day den 22. april. Udgivelsen er en hyldest til inspirationskilderne Before og Joakim Thåström, og samtidig en markering af punkens 40-års jubilæum.

Senere på året er bandet igen klar med nyt materiale, som ifølge orkestret for alvor, og igen, sætter kursen for bandets retning – ”godt og langt ud over kanten”, som de selv formulerer det.

Bandet består i dag af Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen og Stefan Moulvad. De spillede her senest for tre år siden, hvor de igen gav publikum en stærk liveoplevelse, og i september, oktober og november turnerer de landet rundt. Det er os en fornøjelse at byde dem velkommen endnu en gang.

Har du endnu ikke hørt noget af det dansksprogede materiale fra “Den Bedste Dag”, kan du nemt gøre det ved at klikke ind på linket her nedenfor.