Svanesøen

Torsdag 11. januar 2018

Balletten “Svanesøen” bliver denne aften opført af et internationalt ensemble fra Russian National Ballet Theatre, og det er det meget anerkendte solodanserpar, Yuri og Natalia Vyskubenko fra Bolshoi Balletten, som står bag koreografien.

Grundlæggeren af nationalballetten var den legendariske stjerne og første solist fra Bolshoi Balletten, Maris Liepa. Russian National Ballet Theatre har i dag egne uddannelsescentre med mere end 100 dansere og koreografer af internationalt omdømme og med bred erfaring. Flere af danserne i dagens ensemble har også danset i Bolshoi-teatret.

Balletten fortæller historien om Prins Siegfrieds kærlighedskvaler, splittet mellem den hvide svaneprinsesse (Odette) og den sorte (Odile). Trolddom gør, at han ikke kan skelne mellem de to. “Svanesøen” blev første gang opført for 140 år siden, men opsætningen fra 1895 i Sankt Petersborg med koreografi af balletmestrene Marius Petipa og Lev Ivanov opfattes som modellen for senere udgaver. Balletten danses til forindspillet musik, skrevet af Tjajkowski og med hans sans for at skabe stærkt følelsesladet musik er Svanesøen måske den mest berømte ballet i det internationale repertoire.