Pirates of the Caribbean

Søndag 24. september 2017

Filmmusik er skabt med det særlige formål at hensætte os i en bestemt stemning og forme vores følelser sammen med filmens handling. Der er på en eller anden måde meget højt til himlen og store vidder i filmmusik, ikke mindst i en film som ”Pirates of the Caribbean – the Curse of the Black Pearl”, og det bliver ekstra forstærket, når der sidder et stort symfoniorkester, kor og rytmegruppe på scenen og spiller underlægningsmusikken, mens man ser filmen på det store lærred. Det er Odense Symfoniorkester, der er gået sammen med Disney og Christopher Entertainment om at skabe denne koncert, der giver oplevelsen af både film og filmmusik en ekstra dimension.

“Pirates of the Caribbean”-filmene er allerede klassikere. Der er fire film indtil videre, og den femte har premiere i Danmark senere i 2017. Succesen har formentlig en hel del at gøre med Johnny Depp i rollen som den vanvittige, vilde og på samme tid meget charmerende og irriterende Jack Sparrow. Rollen gav ham en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle. Dirigent er den muntre David Firman, som vi senest havde fornøjelsen af her på Værket i januar. Her dirigerede han The Pepperland Sinfonia i forbindelse med Bootleg Beatles’ jubilæumskoncert som hyldest til 50-års jubilæet for udgivelsen af “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”.

Mange børn er også fan af filmene, og hvis de holder af dette univers, vil de helt sikkert få sig en ekstraordinær oplevelse med at se filmen og få livekoncerten oveni.