Nøddebo Præstegaard

Søndag 26. november 2017

En ny og kærlig version af klassikeren, som har været en evigt skøn tilbagevendende del af dansk juletradition siden 1888

Odense Teater og Folketeatret er gået sammen og har lavet en turnéudgave af Folketeatrets meget roste jubilæumsudgave fra 2013. Det er som altid juleeventyr med nissetrylleri, her instrueret af Kasper Wilton, efter manuskript af Scharling, Reumert og Harris og med Jens Krøyer som kapelmester. I hovedrollen får vi fornøjelsen af at opleve Mathias Sprogøe Fletting, som er tredje generation i Sprogøe-familien i denne rolle. Både hans far og farfar har spillet rollen, og farfar, Ove Sprogøe har spillet den flest gange. Det var Ove Sprogøes debutrolle, og helt frem i en alder af 42 år spillede han stadig den kække student Nikolaj.

Historien kort: Frække Nicolaj lokker sine lærde brødre væk fra bøgerne og med på tur til Nøddebo for at besøge Pastor Blicher og hans døtre. Nicolaj forelsker sig ikke bare i den ene, men begge og får lavet en hel del rav i tingenes gang i præstegården. Det bliver både magisk og vidunderligt – ikke mindst når alle nisserne myldrer frem fra klokketårnet og sætter ekstra gang i juleløjerne.