Med sne

Lørdag 2. december 2017

Tag med Det Kongelige Teater på en visuel og sanselig teaterrejse ind i den dementes hjerne

Hvordan oplever et dement menneske virkeligheden? Og hvordan oplever de pårørende det kaos,
der følger med diagnosen? Forestillingen ”Med sne” tager favntag med livet, når det bliver allersværest.

Henning Jensen er faderen, der knapt forstår, at han er syg. I kampen for at fastholde sit gamle jeg mødes han af stadig større forhindringer, efterhånden som hans liv overtages af den virkelighed, sygdommen skaber. Kirsten Olesen er neurologen, der inviterer på en rejse ind i det demente sind. Hans to børn, spillet af Maria Rossing og Peter Christoffersen, er magtesløse vidner til deres fars ulige kamp mod sygdommen.

Instruktør Thomas Bendixen har selv skrevet “Med sne” på baggrund af personlig erfaring med demens. Han er kendt for stilsikre iscenesættelser af store klassikere f.eks. “Erasmus Montanus”, “Faderen”, “Vildanden”, “Den Gerrige” og “Misantropen”,
alle på Store Scene på Det Kongelige Teater. I sin instruktion af forestillingen ”Med sne” vender han
tilbage til sine rødder som moderne danser og skaber en visuel og poetisk udfordrende forestilling.

Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Medvirkende: Henning Jensen, Kirsten Olesen, Maria Rossing, Peter Christoffersen
Dansere: Edhem Jesenkovic, Snorre Jeppe Hansen og Nelson Rodriquez-Smith