Maskerade

Søndag 21. januar 2018

Holberg-komedie fra Det Kongelige Teater!

Denne sæsons Holberg-komedie skiller sig lidt ud fra de forrige sæsoners, for denne gang er det danske komedieguld lagt i hænderne på tyske Herbert Fritsch, som har en helt særlig sans for at skabe forunderligt legende universer på scenen. Hos ham bliver den klassiske komedie fra 1913 til slapstick med udfordrende improvisationer og akrobatiske indspark. Det er som en moderne version af Marx Brothers og Charlie Chaplin, bare ”in outer space” – lyder det forud for turnéen. Fritsch’s opsætning af ”Den Spanske Flue” gæstespillede på Det Kongelige Teater i 2014, og her sendte han ”sine grotesk ekviperede skuespillere ud på et amokløb i den småborgerlige spændetrøje i historien om sennepsfabrikantfamilien Klinke og dens mange pikante hemmeligheder, som er fejet ind under scenografiens kæmpegulvtæppe”, skrev aok.dk.

Historien er til gengæld den velkendte om ungdommelig kærlighed, der står over for forældrearrangerede ægteskaber. Det er tid til maskerade, og alle vil af sted: de unge, Leander og Leonora, deres tjenere Henrik og Pernille og Magdelone, Leanders mor. Kun Leanders gamle far Jeronimus holder fast i, at maskeraden er umoralsk galskab og satans værk. Og på sin vis har han ikke helt uret: På maskeraden opstår der en vild forelskelsesrus med en lind strøm af forvikling og uorden til følge.

Iscenesættelse og scenografi: Herbert Fritsch Medvirkende: Morten Hee Andersen, Marie Dalsgaard, Rasmus Fruergaard, Lila Nobel, Peter Plaugborg, Jens Jørn Spottag,  Tammi Øst, Bjarne Antonisen og musiker Olivier Latry.

(Søren Sætter-Lassen, der oprindeligt skulle spille rollen som Jeronimus i Maskerade, har pga. sygdom måttet trække sig fra forestillingen. Rollen spilles i stedet af Jens Jørn Spottag, hvis oprindelige rolle som Leonard overtages af Bjarne Antonisen.)