Kira Skov & Nikolaj Hess

Torsdag 14. september 2017

Kira Skov og Nikolaj Hess har sammensat et sæt af egne kompositioner og udvalgte standards i originale fortolkninger med udgangspunkt i jazzens sangskat og med fortolkninger af bl.a. Leonard Cohen, Johnny Cash, Nina Simone, Bob Dylan, Billie Holiday og Gillian Welch.

Siden hun debuterede med Kira and The Kindred Spirits, har Kira Skov etableret sig som en mangefacetteret sangerinde. Hun bevæger sig med en naturlig lethed mellem jazz og rock og er umiskendeligt sin egen. Den stærke, sjælfulde og intense vokal har fået mange anmeldere op af stolene i forbindelse med f.eks. hendes succesfulde hyldest til Billie Holiday, hendes samarbejde med Marie Fisker (The Cabin Project) samt hendes soloudgivelser produceret af stjerneproduceren John Parish, som bl.a. er kendt for sit mangeårige arbejde med PJ Harvey og tidligere Tracy Chapman.

Nikolaj Hess er en af de mest anerkendte og travle pianister på den danske jazzscene og er desuden ofte at finde i musikmiljøet i New York. En prisbelønnet, vidtfavnende og virtuos musiker, hvis klaverspil har en farve som få, med utallige raffinementer og fokus på den mindste klanglige detalje. En af hans seneste udgivelser er “Trio”, som blev kåret til “Årets bedste jazzudgivelse 2013” af Politiken, og hans musikalske makkerskab med sin brødre “3XHess: Music For Mum And Dad” vandt ved DMA 2015 prisen som “Årets bedste jazzudgivelse”.

Kira Skov og Nikolaj Hess har tidligere optrådt sammen ved særlige lejligheder. De har nu valgt at intensivere samarbejdet og tage på Danmarksturné som duo. Få et indtryk af de to i samspil fra Kira Skovs seneste album “May Your Mind Explode a Blossom Tree” fra 2015, hvor hun netop havde Nikolaj Hess til at akkompagnere hende. Det er fint og stærkt på samme tid!