Kasper Winding “Kaspers verden – Live”

Lørdag 7. oktober 2017

Kasper Winding er kendt for at gå nye veje med sin musik. Denne aften i Turbinen tager han os med på en rejse gennem det meget varierede musikalske landskab, han har skabt gennem tiden.

“F**k Dance, Let’s Art” er det seneste udspil fra Kasper Winding. Det er en god blanding af hiphopbeats og Brahms-akkorder, som han selv udtrykker det. Kasper Winding står også bag kæmpehittet “Sjæl i Flammer” fra tv-serien “En gang strømer”, filmmusikken til “Mig og Charly” og kompositioner til balletforestillinger. Hans produktion spænder ekstremt vidt.

Som musiker satte han sit første tydelige talentfulde aftryk, da musicalen Hair spillede i København i 1971 med ham bag trommesættet. Det var hans første job som professionel, og han var 14. Kasper Winding var det hjemlige trommetalent, man trods hans meget unge alder ringede efter, når Dexter Gordon, Dizzy Gillespie og Herbie Hancock var i byen for at give koncert. Et par og tyve år gammel flyttede han til New York, hvor han blandt andet ernærede sig som studiemusiker. Han spiller fx percussion på The Rolling Stones’ album “Tattoo”, og herhjemme brugte Shu-bi-dua ham som trommeslager på tre plader i begyndelsen af 80’erne – nr. 8, 9 og 10. Så når du lytter til “Askepot” og “Folkevogn” fra de udgivelser, er det med Kasper Winding på trommer.

Musikalsk alsidighed og nysgerrighed er blevet hans brand. “Sjæl i Flammer” gjorde sit til at gøre ham folkeligt kendt i 1987, og et par år senere blev pladen “No. 5en kommerciel succes for ham med hits som “Kom nu hjem” og “Alle har en drøm”.

Kasper Winding har skrevet musik med og produceret plader for bl.a. C.V. Jørgensen, Baal, Lis Sørensen, Gangway, Caroline Henderson, halvsøsteren Alberte Winding, Mew og Steen Jørgensen. Han har remixet for navne som Sébastian Tellier, Kavinsky, Efterklang, Hypnolove og D.A.N.C.E. I 2006 fik han et top 20-hit i Storbritannien med singlen “Speechless” under navnet Mish Mash. I de senere år har han desuden spillet som dj.

Han udgav senest album i eget navn i 2011. Det var albummet “Voila!”, og så i 2016 udkom han med “F**k Dance, Let’s Art”, som han har lavet i samarbejde med den franske sangerinde Lola Delon. De mødtes i forbindelse med indspilningen af et demonummer, som Kasper Winding havde skrevet til den australske sangerinde Kylie Minogue. De fandt hurtigt ud af, at de gik utrolig godt i spænd sammen musikalsk og begyndte at skrive musik sammen, og det blev til et fælles album – det første han i sin ellers lange karriere har lavet sammen med en og samme medartist fra ende til anden.

Det er Kasper Windings første store turné i 10 år. Hans plan er at tage sit “studio” med på scenen, hvor han alene vil fortælle om sit liv og synge/spille nogle af sine sange tilbage fra “Mig Og Charlie” og op til nu – i udgaver, der reflekterer, hvor han er lige nu.

Her nedenfor et link til en albumtrailer for hans seneste udgivelse “F**k Dance, Let’s Art” fra 2016 – skabt i samarbejde med franske Lola Delon.