Ingen panik! – Live Comedy Tour 2017

Fredag 6. oktober 2017

Troels Lyby, Nicolaj Kopernikus og Anders W. Berthelsen kan i 2017 opleves sammen igen. Denne gang i et live comedyshow, der klæder dem af! Igen, vil nogen måske tænke :-) Og denne gang helt uden at gemme sig bag roller og facader.

Det bliver et show, hvor de tre skuespillere og komikere træder i karakter som sig selv. Det betyder ikke, at det ikke går galt, for det gør det! Det går endda rigtig galt – på den helt rigtige sjove måde, lover de. Det bliver et grænseoverskridende morsomt show uden den såkaldte “fjerde væg”, så publikum skal forberede sig på at komme meget tæt på. For der bliver ikke lagt nogen fingre imellem i showet, der afslører det endnu mere skøre liv bag de skøre roller, vi kender dem fra.

Lyby, Kopernikus og Berthelsen har været venner, siden de begyndte på skuespiluddannelsen for mere end 25 år siden. Sideløbende har de alle markeret sig som nogle af landets mest anerkendte og populære skuespillere inden for hele spektret fra drama til komedie. Igennem årene har de lavet en del sammen: “Panik” fra 2007, “Tre Lede Stjerner” fra 2010 og filmene Klassefesten 1,2 og 3, der tilsammen har solgt mere end 1,6 millioner billetter. Spændvidden i deres individuelle kunstneriske udtryk kombineret med deres tre gode venners fine fornemmelse for hinanden er det, der gør dem så utroligt sjove sammen.

Denne gang gør Lyby, Kopernikus og Berthelsen sig selv til ofre for morskaben, når de udleverer deres livsvisdom på scenen med et teatralsk lag og et yderst komisk twist.