Huxi Bach – Ind Til Benet

Torsdag 23. november 2017

Huxi Bach arbejder på nyt soloshow, som han tager på turné med i efteråret 2017.

Huxi Bach vil ind til benet. Ind til det vigtige. Eller i hvert fald det, han synes, er vigtigt. Sådan siger Huxi Bach om sit kommende show, som netop har titlen ”Ind Til Benet”.

Det er vigtigt at komme derind, hvor det gør lidt ondt. Og når man er kommet derind, så skal man grine af det. Højt og længe. For ellers kommer vi ingen vegne,” siger den 38-årige komiker og entertainer.

Det bliver hans fjerde onemanshow. Han har været på banen længe som tv- og radiovært. Mange lærte hans kvikke kommentarer at kende i radioprogrammet ”Den Løse Kanon”, hvor han havde journalist Karen Thisted som medvært. Her fik man for alvor en fornemmelse af Huxis veludviklede evne til at servere en skarp kommentar med en god portion lune.

Hans første soloshow var ”Huxi Bachs Store Kærlighed” fra 2012. To år efter turnerede han med showet ”Hjælp”, og tidligere i år var det så ”Valg”, som han begejstrede både publikum og anmelder med.  Ekstra Bladets anmelder gav fem stjerner og sagde kort og godt om Huxi Bach:

Begavet og tænksomt, skarpt og sjovt. Huxi Bach er bedre end sidst, og dengang var han god.

I det show havde han som noget nyt valgt at skrive en række sange, blandt andet en om Lars Løkkes korte arme. Han synger selv og spiller guitar til – og guitaren har allerede nu fået lov til at komme med i næste show.

Hvis man skulle have lyst til at opleve Huxi Bach inden næste show i efteråret 2017, så kan han opleves hver tirsdag med sit faste program ”Huxi og Det Gode Gamle Folketing” på Radio 24/7. Han er desuden en af de faste gæster i radioprogrammet ”Mads & Monopolet” på P4 lørdag formiddag.