Hugo Helmig

Torsdag 1. marts 2018

Hugo Helmig har taget hul på det, der fra første hit ligner en kometkarriere.

Hugo Helmig har netop spillet sine første udsolgte debutkoncerter med stor succes og tager nu på en omfattende danmarksturné. Han – og band – melder mere end klar:

”Det var en stor oplevelse at være ude og spille, så nu har jeg bare fået endnu mere blod på tanden. Jeg glæder mig sindsygt meget til at komme rundt i landet og spille min musik sammen med drengene. Vi lover, det bliver en fest”

Til debutkoncerten i Aarhus kvitterede musikmagasinet Gaffa med fire stjerner og skrev bl.a.: ”Samlet set må man sige, at den unge sanger har styr på sagerne. Ingen tvivl om, at han har flair for at skrive gode popnumre, men han har også styr på at sammensætte en sætliste, der mixer up tempo og sjælere”.

Hugo Helmig henter sin musikalske inspiration fra store singer-songwritere som John Mayer og Ed Sheeran – og i sig selv. Førstesinglen ’Please Don’t Lie’ er en veloplagt popsang om at skrue lidt ned for selviscenesættelsen på de sociale medier og slippe sig selv fri. Hugo udtaler selv:

” Vi ønsker alle at vise os som perfekte på de sociale medier, men det er der jo ingen, der er. Det er ærgerligt, at det er blevet normen, at vi skal fremstille os selv på denne her overmenneskelige måde. ’Please Don’t Lie’ er en kærlig opsang til os alle – inklusiv mig selv.”

Til koncerterne har Hugo Helmig samlet et ungt hold af talentfulde musikere, som spiller op til popfest tilsat soulede, funky og blues-inspirerede toner.