Frokostjazz – The Langston Project

Søndag 12. november 2017

”Der er forrygende nerve og følelse i Hasse Poulsen og Debbie Camerons vildtvoksende sange baseret på digte af Langston Hughes”, Christian Munch-Hansen, Politiken.

Denne eftermiddag kan man opleve et rigtig spændende jazzprojekt, som fra starten har fået en flot modtagelse. Debbie Cameron svinger som altid helt forrygende og imponerer med sin vokal, og hun har denne dag selskab af Hasse Poulsen, som sammen med Debbie Cameron har været med til at skabe et særligt univers, som de kalder The Langston Project.

Projektet sætter musik til en af USA’s store digtere fra 1900-tallet, Langston Hughes. Han skrev om social uretfærdighed, om verdenskrigen og racisme. Mens emnerne er dybe og alvorlige, er musikken til gengæld udadvendt og legende. Den blander elementer fra blues, gospel, free, pop, roots og cabaret.

Duoen Debbie Cameron – Hasse Poulsen tillader begge at nå helt ud i krogene af deres musik og deres kunst: at synge nogle smukke sange, at vise Camerons fantastiske stemme og Poulsens grænseløse soloer i et “sprog”, der i Frankrig ville kaldes “chanson” – sang, men som i Danmark må beskrives som viser, rock, jazz … og en række andre ord.

Debbie Cameron kom som 17-årig til Danmark og blev hurtigt en del af den unge, eksperimenterende musikscene med koncerter og plader med navne som Buki Yamaz. Hendes stemme bliver bemærket. Også uden for miljøet. Hun kommer med Tommy Seebach til Grand Prix med nummeret “Krøller eller ej”, og derfra havde hun et mangeårigt samarbejde med Seebach. Dette karrieretræk gjorde hende til gengæld mindre eftertragtet på den mere kunstneriske og alternative musikscene. Hun havde svært ved at komme ud over at være et dansktopnavn – på trods af at hun lavede fusionsplader til pladeselskaber i Tyskland og et hav af jazz- og gospelkoncerter over hele Skandinavien.

Hasse Poulsen er uddannet guitarist fra Rytmisk Musikkonservatorium. De seneste 20 år boet i Paris, hvor han er en del af den franske musikscene, men også finder tid til at rejse verden rundt og engagere sig i diverse grupper. Han har i mange år været mest forbundet med en eksperimenterende
og avant-gardistisk musik, men har i de senere år lavet en række projekter omkring sang og enklere sangformer. Især “The Man They Call Ass” fra 2014 viser ham som en helstøbt singer-songwriter.

Om frokostjazz:

Gennem en årrække har vi oplevet jazzpublikummets begejstring for vores kombinerede frokost/koncert-koncept. Inden koncerten mødes man omkring en veldækket frokostbuffet, hvor Café Sven Dalsgaard alt efter årstid og dagens inspiration serverer forskellige retter. Der er er typisk noget fisk, pålæg, lunt, forskellige salater og gode oste til et godt stykke brød. Efter en god frokost er det så bare at læne sig tilbage og nyde musikken.