Frokostjazz – Sarah Elgeti Quartet

Lørdag 7. oktober 2017

Sarah Elgetis baggrund skinner igennem i hendes koncerter, som er en god blanding af skæve taktarter og funky islæt. Sammen med sit orkester leverer hun via sine numre en meget personlig historie, der tager udgangspunkt i hendes barndom i det tidligere DDR. En rastløshed, der fulgte i kølvandet på de voldsomme omvæltninger efter murens fald, sendte hende på en personlig opdagelsesrejse, der bl.a. førte hende til Tyrkiet og senere til Danmark. Musikken spænder fra vemodsbløde ballader over groovy latin til bebopinspirerede swingnumre. Sarah Elgeti har komponeret og arrangeret ensemblets repertoire, og hun spiller selv sax, fløjte, klarinet og synger.

Gennem en årrække har vi oplevet jazzpublikummets begejstring for vores kombinerede frokost/koncert-koncept. Inden koncerten mødes man omkring en veldækket frokostbuffet, hvor Café Sven Dalsgaard alt efter årstid og dagens inspiration serverer forskellige retter. Der er er typisk noget fisk, pålæg, lunt, forskellige salater og gode oste til et godt stykke brød. Efter en god frokost er det så bare at læne sig tilbage og nyde musikken.