Comedy ZOO on Tour – Brian Mørk

Tirsdag 16. maj 2017

Aftenens special guests: Brian Lykke og Lasse Rimmer

Helt i tråd med sit efternavn har Brian Mørk en sort, satirisk tilgang til livet. Han er oftest selv genstand for sin barske, men befriende humor. Han tager nu på tour med sit live-show, kendt fra TV2 Zulu.

Live og 130 procent sjovt! lyder det fra Brian Mørk selv 🙂

Brian Mørk står bag succesen “Brian Mørk Show”, der i en årrække blev sendt på TV2 Zulu. Sidste år tog han på tour med en live-udgave af showet, og det blev så stor en succes, at han gentager det. Også denne gang med skarpe komikere som bonusoplevelser. Til showet her i Randers får man oveni Brian Mørk selv fornøjelsen af Brian Lykke (kendt fra bl.a. Krysters Kartel) og Lasse Rimmer, som faktisk også kommer i Turbinen med Comedy Zoo on Tour i marts.  Live-udgaven af Brian Mørk-show er meget som tv-udgaven – dog toppet op med “det rene impro-vanvid”, hvor hverken komikere eller publikum ved, hvad der kommer til at ske. Dog kan vi røbe, at komikerne, som altid, må en tur i den varme stol og bl.a. vil kunne opleves i forskellige karakterer.

Desuden medvirker også en lokal notabilitet, har Brian Mørk forvarslet. Hvem ved vi ikke. Det kan være en sportspersonlighed, politiker eller noget helt tredje, der som medvært skal være med til at holde styr på galskaben.

Som stand-up-komiker er Mørk kendt for sin cool og tilbagelænede stil. Han har desuden skrevet materiale til så forskellige genrer som børne-tv, historierne om flodhesten Dolph og Zulu Awards. I 2010 præsenterede Brian Mørk sit første one-man show “MØRK”, der bød på skarp, men velklædt satire i koncentreret storform. Både Jyllands-Posten og Politiken gav showet flotte ord med på vejen: “begavet og underholdende”, “Mørk er en glimrende tekniker” og at “hans evne til at reagere på input fra salen bestemt ikke fejler noget”.

Med Brian Mørk Show er det garanteret, at  ikke to aftener er ens, så det er med at slå til 😉