Barokkoncert og den komiske pauseopera “Stuepigens List”

Fredag 24. november 2017

PauseOperaen besøger Værket med en underholdende barokkoncert efterfulgt af den komiske, korte enakters opera "Stuepigens List", som Berlingske Tidende anmeldte med 5 stjerner.

På scenen er Ensemble Zimmermann og solisterne Anna Wierød og Steffen Bruun, samt danser Rafaël Eder-Kastling.

I PauseOperaens opsætning af Pergolesis klassiker ramler tidsaldre, genrer, dagsordener, referencer og traditioner ind i hinanden og skaber et overdådigt, levende værk, der henvender sig til alle aldre.
Swingende barokmusik i stemning 415 møder et møblement af oppustede gummibolde og en scenografi, der kan folde sig ud og forsvinde på få sekunder.
Der synges på dansk, og særligt recitativerne samler på ægte barokvis musik, koreografi og replikkunst med sans for improvisation og øjeblikkelighed.
Plottet i “Stuepighens List” følger sin egen absurde logik, der udspringer af mødet mellem den listige unge stuepige Serpina, den gammel-liderlige rigmand Uberto og stykkets joker – den unge harlequinske Vespone.