Askepot v/ Randers Balletskole

Lørdag 24. juni 2017

Randers Balletskole opfører Askepot som afslutning på sæsonen. Askepot er en ballet i tre akter baseret på en fortælling af C. Perrault og til musik af S. Prokofiev.

Denne forestilling er resultatet af mange timers intens træning hos eleverne på Randers Balletskole. Byens balletskole med Vivi Christensen i spidsen går hvert år meget ambitiøst til værks, og sommerforestillingen viser, hvor langt de formår at nå i kraft af deres store ihærdighed og vilje til at skabe en smuk oplevelse.

Alle elever er på scenen med skønne, poetiske, dramatiske, storslåede og ikke mindst morsomme indslag.

 

Kort om historien:

Askepot er tjenestepige i sit eget hjem; hun må lave det hårde arbejde, drillet og hånet af stedmoderen og de to stedsøstre. Søstrene forbereder sig til et stort bal på slottet, og Askepot drømmer om at komme med. Pludselig åbner en magisk verden sig – og feer, græshopper og guldsmede sørger for, at Askepot kommer af sted til ballet.

På slottet vækker søstrene en del opmærksomhed. De forsøger at imponere det kongelige hof med deres ringe danseevner. Askepot ankommer, forvandlet til ukendelighed. Hun ser så dejlig ud, at ingen kan få øjnene fra hende. Prinsen er fortryllet af Askepots skønhed og charme.

Da midnatsklokken lyder, springer 12 dværge frem og minder Askepot om, at hun skal forlade slottet før midnat. Skrækslagen flygter hun fra balsalen ud i natten og taber i hast og panik sin ene sko. Prinsen finder skoen og giver sig selv det løfte ikke at hvile, før han har fundet hende igen.

Hele kongerigets skomagere er kaldt sammen for at finde ud af, hvem der ejer skoen. Dog kan ingen af skomagerne hjælpe. Derfor konkluderer prinsen, at pigen, der kan passe skoen, må være fra et fremmed land. Prinsen drager ud i den vide verden med sit følge for at finde hende. På rejsen møder de spanske og orientalske piger.

Kærligheden har gjort det muligt for prinsen at trodse tid og rum. Allerede morgenen efter ballet er han tilbage igen og går fra hus til hus i sit eget rige i sin desperate prøvning af balskoen på enhver pige. Selv stedmoderen forlanger at prøve skoen og forsøger med stor kraft at presse sin fod i den, men lykken indfinder sig, da prinsen endelig genkender Askepot.

Koreograf & iscenesætter: Vivi Christensen

Varighed ca. to timer incl. pause